Fordele
Injektkanaler er meget velegnede i industrielle samt beskidte miljøer og er særdeles modstandsdygtige overfor røg, gnister og lignede påvirkninger. Da injektkanalen er udført i et tæt materiale, opstår der ikke støvakkumulering i selve materialet, og eventuelle partikler i indblæsningsluften påvirker derfor ikke kanalens karakteristik mht. luftmængde i forhold til tryk.
Funktion
Denne type posekanal udføres i en speciel polyesterkvalitet, der har en blød PVC belægning på begge sider. Belægningen bevirker, at posekanalen er ikkepermeabel (”Lufttæt”), og der opereres altså her efter et andet princip end ved de foregående kanaler udført i permeabelt materiale. Ved hjælp af førnævnte huller sker der en kraftig luftopblanding, som betyder, at denne kanaltype er velegnet, hvor store mængder tempereret luft ønskes tilført rummet uden trækgener. Injektkanaler kan bruges til decideret opvarmning dog primært til projekter, hvor stor kastelængde ikke er nødvendig.
Kanalerne kan også anvendes til let køling, men det er vigtigt at kontrollere, hvorvidt indblæsningstemperaturen ligger under dugpunktstemperaturen i rummet. Er indblæsningstemperaturen lavere end dugpunktstemperaturen, bør denne kanaltype ikke anvendes, idet der er risiko for kondensdannelse på ydersiden af kanalen.
Teknik
Injektkanaler perforeres med enten Ø4 huller (standard) eller Ø18 huller (for specielle applikationer) i prædefinerede variable mønstre. Indblæsningsluften kastes ud af disse huller med høj hastighed (typisk 11-15 m/s), hvorved der dannes basis for en meget kraftig opblanding. Ved at variere perforeringsmønstrene kan der opnås meget forskellige strømningsbilleder, fælles for alle er dog, at der sigtes efter at opnå opblanding med den øvrige rumluft.